Vinteren er uden tvivl en af de mere triste årstider – skarpt forfulgt af efteråret. Til dels på grund af vejret, som ikke just brillerer på denne tid af året. Og til dels på grund af dagenes længde, som er absolut alt for korte. Det er mørkt, når man vågner og mørkt, når man kører hjem fra arbejde. De lyse timer er derfor en absolut mangelvare, og lysten til at bevæge sig udenfor, når man først er kommet hjem, er absolut begrænset.
Man kan vælge at kravle i fosterstilling under dynen på sofaen, mens man drømmer sig til varmere himmelstrøg, mens man ser en eller anden ligegyldig udsendelse i fjernsynet. Alternativt kan man også vælge at få mest muligt ud af de kolde aftener og begive sig ud i forskellige projekter i hjemmet, som man har forsømt henover foråret og sommeren. Selvsagt kan det være en udfordring at finde energien til det, men hvorfor ikke få mest muligt ud af timerne i hjemmet?
Det er selvfølgelig individuelt, hvilke projekter du kan have på beddingen. Måske har du ønsker om at lære at strikke eller sy? Måske har du planer om at male et billede? Det kan også være, at du har en helt bunke bøger stående, som bare venter på at blive læst. En aften kan faktisk gå overraskende hurtigt i selskab med det helt rette læsestof. Vinterens mørke aftener kan også være oplagte til at planlægge den kommende sommerferie. Priserne er ofte gode, og du vil have tid og tålmodighed til at kigge en masse hjemmesider igennem. Når ferien er planlagt, vil der samtidig være noget at se frem til.
Er du ikke så meget til de kreative udfoldelser, så kan du altid overveje, om du har nogle gamle papirer, der skal ryddes op i. Eller om der er et eller andet sprog, som du kunne tænke dig at lære via lydbånd. Det kan også være en god idé at notere sine ønskede projekter på en seddel gennem foråret og sommeren, så du ikke glemmer dem, når du når efteråret og vinteren. På den måde kan du også prioritere projekterne og få skabt din egen to-do liste.
Det vil naturligvis være utopi at tro, at du kan være aktiv med andet end at se fjernsyn hver evig eneste aften gennem vinterhalvåret. Og selvfølgelig skal du heller ikke have dårlig samvittighed, hvis de fleste aftener kommer til at gå med fjernsynet. Erfaringen er dog, at tiden går hurtigere, når man har noget at give sig til. På den måde vil den mørke tid føles kortere, og du vil hurtigere komme frem til forår og solskin.