Julen står for døren og selvom vi endnu ikke er nået til at danse om juletræet og pakke gaver op, så hænger det mig allerede langt ud af halsen. Jeg ved godt, at det er for tidligt og jeg plejer normalt heller ikke at have det på denne måde, men måske fordi jeg har været til ikke mindre en 6 forskellige julefrokoster i år, så kan jeg næsten ikke overkomme mere julemad og julemusik.
Det betyder naturligvis ikke, at jeg dropper julen, men indimellem kunne jeg godt have lyst til det. Jeg er dog sikker på, at det ikke ville blive mødt med den store forståelse fra familien.
Men det jeg egentlig gerne ville tale lidt om, er at jeg normalt får nogle julegaver jeg ikke bryder mig om og hvis der er noget jeg ikke er godt til, så er det at finde en ordentlig grimasse når jeg pakker gaven op. Det er lidt synd for dem der har købt den, men jeg er bare ikke en god skuespiller.
Sidste år fik jeg eksempelvis et par gummistøvler fra Ilse Jacobsen og selvom jeg havde ønsket mig gummistøvler, så havde jeg specifik bedt om at det skulle være nogle sorte nogen fra Hunter. Så hjælper det jo ikke at komme med et par røde af et helt andet mærke. Heldigvis kunne jeg bytte dem og få dem jeg ønskede mig, uden de store problemer.
I år har jeg derfor været ekstra omhyggeligt med min ønskeseddel og har ikke kun skrevet hvilke ting jeg ønsker mig, men jeg har også nøje anført hvor de kan købe henne, har indsat billeder og links til webbutikker. Så nu håber jeg ikke at der kan ske den slags fejltagelser mere. Men man ved selvfølgelig aldrig.
Derudover har jeg taget yderligere forholdsregler i form af en liste med ting som jeg helst ikke vil have. Nogle af de lidt ældre i min familie kan finde på at give mig hjemmestrikkede sokker og selvom det er sødt af dem, så er jeg hellere fri. Jeg kommer ikke til at gå med dem, så de ligger bare i en skuffe og fylder (indtil jeg smider dem ud).
Den sidste ting jeg ikke vil eje er julepynt fra Georg Jensen. Min onkel samler selv på den slags og derfor tror han, at alle andre også synes det er spændende. Spild af penge hvis du spørger mig, så nu har jeg tilladt mig at skrive det på min negativ-liste. Så må vi se hvor meget ballade det giver.